2020 var måske året hvor demokratiet i Danmark sluttede

Her på årets sidste dag kan jeg sige at jeg over året har set en foruroligende tendens. Lige så snart at nogle siger Covid-19, så kan alt lade sig gøre, hvad der normalt ville anses for at være umuligt i Danmark.

• Lave spærrezoner så folk ikke kan opholde sig på åben gade og stå stille uden at de får bøde.
  
• Forbyde folk at mødes efter arbejde, så de kan drikke sammen og lære hinanden at kende så de kan positionere sig når der er lønforhandlinger og medarbejderudviklingssamtaler.
  
• Forbyde at fejre konfirmationer og bryllup. At lade folk dø og begrave i ensomhed selvom de har en stor familie som måske vil tage afsked.
  
• Fjerne hele erhverv ukontrolleret og uden en plan og det uden at der fandtes en lov som tillod det.
  
• At lave en defakto lukning af erhverv som på ingen måde kan tåle at holde lukket i så lang tid.
  
• At opretholde GDPR-lovgivningen så virksomhederne i det mindste ikke kan sælge deres kundedata for at holde arbejdspladser igang og være klar til at modstå de store portalers indmarch.
  

Danmark får svært ved at komme på i gear. Lektionen har været at det ikke nytter at sætte noget igang, for ordet pandemi kan sætte ens livsværk eller karriere i stå på få dage. Så længe at vi opretholder globalisering som et middel til at køre samfundet på, så længe er Danmark sårbar. Først når vi både fysisk og mentalt lukker af for omverdenen kan vi få folk til at stole på at det nytter noget at være iværksætter.

Heri ligger kernen i alle vores problemer i 2020. Pandemien er et symptom. Pandemien udstiller at vi ikke var parate til at opretholde vores værdier i en krise. Ganske som vi ændrer lovgivningen uden at tænke konsekvensen igennem, hvis der sker terror-angreb et sted i verdenen. Ganske som når vi siger at børn i Syrien bærer deres forældres skyld så de må efterlades i nød uanset at et barn på 5 år måske aldrig har tænkt tanken om Danmark er hans land og han hellere vil spise en leverpostejmad i stedet for at vokse op og blive så bitter over det sted han lever så han tager våben i hånd og vender sig mod det land som svigtede ham som barn – Danmark.

I Sverige vedblev de med at være Svenskere. Mange mødte døden. Men de mødte døden som Svenskere og opretholdt deres måde at leve på indtil sidste åndedræt.

I Danmark har vi gemt os. Jeg taler ikke om hvorvidt at folk skal bære maske eller ej. Faktisk tror jeg at regeringen havde været bedre tjent med at forlange at vi skulle bære heldragt og hætte med egen iltforsyning hvis det kunne have holdt forretningerne åbne, så folk kunne fastholde deres arbejde.

Men lige nu sidder vi hjemme og kigger ud af vinduet på alt det som sker ligesom befolkningen i Aleppo kigger på fly som flyver over hovedet på dem og kaster døden i hovedet på dem. Og uanset om det er bomber eller en virus så er den psykologiske virkning den samme. Vi har glemt at være mennesker! Vi har glemt at være danskere som indtil pandemien uden den mindste skælven i stemmerne kunne sige: “Vi er det højst udviklede og mest civiliserede folk på denne klode. Når vi hærger Prag som for år tilbage, var det for at belære lokalbefolkningen om at leve.”

Men der er intet liv tilbage mere som Dansker. Lige nu er der bare mørke!

Måske bliver 2021 året hvor der kommer en smule lys igen. Måske bliver 2021 året hvor vi siger. “Vaccine. Nice to have, men hvis vi dør, så dør vi som danskere”

Jeg håber det!

Godt Nytår – trods alt!