Det er i disse år svært at sætte ord på hvor hårdt det er at være dansker. Ja. Vi kom ud på den anden side af pandemien, men snart faldt vi tilbage i de gamle mønstre. For mange rejser ud på ferie istedet for at blive her og det samme den anden vej. Heldigvis ser det nu ud til at moder Natur sætter foden ned. Jeg skal aldrig mere mod syd og jeg har heller ikke været der siden pandemiens start.
Vi skal tænke os om.
Vi skal også overveje hvordan vi skal have produceret vores varer. Det nytter ikke at overlade produktionen af vigtige ting til udlandet. Der kan hurtigt komme en krig eller en ny pandemi. Vi kan se at flere og flere lande i den 3. verden render rundt med en misforstået tro på at de kan noget som helst. Vi skal ikke blive en del af deres fiasko. Vi skal producere tøj selv. Vi skal genanvende og vi skal i det hele taget være så selvforsynende som muligt.
Vi skal også finde ud af hvordan vi kan få velfærdssamfundet tilbage. Når det første skridt er gået ned af vejen med at fjerne helligdage, så kender vi til hvad der sker. Bare se på pensionsalderen. Den er ikke længere opnåelig for mange mennesker. De kommer til at dø, før de får lov til at trække sig tilbage. Der var engang at vi havde et velfærdssamfund hvor fundamentet for det hele var efterlønnen. Da man afskaffede den, så afskaffede man vores velfærdsstat og resten af murstenene falder så ned om ørerne på os. Bare se sygehusene.
Et er at psykiske sygdomme er regnet for ringere end fysiske sygdomme og vi derfor må tåle skyderier og mord. Mange forældre til børn med ondt i sjælen, hvilket ofte er et tegn på psykisk sygdom frem for dårlige levevilkår i hjemmet slet ikke får lov til at få den rette behandling fordi de sociale myndigheder ofte ikke vil belæres af lægerne blot fordi de har brugt længere på deres uddannelse og et barn på et sygehus heller ikke skal betale for sit ophold, som det er tilfældet når et barn bor på et opholdssted.
Men nu kan lægerne ude på landet heller ikke følge med når det gælder de fysiske sygdomme. Der er for lang ventetid på en læge derude og folk på landet dør af sygdomme, som kan helbredes i byerne. Vi kan bare ikke alle sammen bo i byerne. Almindelige mennesker med almindelige jobs har intet at gøre i en by som København. Der kræves to gode indtægter i den høje mellemklasse for at få råd til et lille hummer.
De fattige må tåle timer i dårlig langsom offentlig transport til overpriser eller blive set grimt på, hvis de formaster sig til at slæbe deres bil ind til byen blot fordi de vil passe deres arbejde. I Sydhavnskvarteret på Amagersiden parkerede mange mennesker for så at gå til deres arbejde. Nu er der parkeringszoner og private selskaber alle steder fordi de nyrige som er flyttet ind, ikke vil se pøblen passere bare fordi de vil passe deres arbejde.
Danmark er delt i rig og fattig mere end nogensinde før. Det er igen blevet en kamp om at kunne brødføde sine børn og det er almindeligt at lede efter nedsat gammel mad i supermarkederne eller gå i containerne hvor det er muligt. Flere steder har supermarkederne sat lås på eller fået en maskine til at ødelægge fødevare i en verden hvor mange – også nu danskere – må gå sulten i seng.
En ting som jeg har bidt mærke i er at der er grupper i Danmark som samler penge ind til diktatorer i udlandet. For nylig var der uro ved en fest for hvad der nu kaldes Eritrea. På overfladen et normalt land uden problemer, hvis man skal tro de rapporter som udlændingestyrelsen har lavet om det. Men faktum er at landet efter en lykkelig periode under Italiensk styre først lå urørt hen under Englænderne og derefter blev overdraget til Etiopien som mishandlede det og nu er blevet selvstændig under en gruppe af magthavere som har nok i dem selv. Ja. Bygningerne som Italienerne satte op, står stadig. Der ville kun være jordhytter uden Italienerne, men det er så alt. Hvorfor sender de folk herop som støtter dem? Er det ulovlig pengeindsamling så landet kan fungere, når de intet kan sætte i gang dernede. Meget tyder på det og så støtter de indirekte folkemord i nabolandet Etiopien. Godt nok har nabolandets leder fået Nobels Fredspris, men kriterierne har godt nok ændret sig siden at Obama fik den, da vedkommende også går ind for Folkemord. Det er en syg tid vi lever i.
Uanset Folkemord er der dog ikke nogen på denne klode som lider mere end vi danskere. Vi har mistet en helligdag. Pensionen er ren utopi. Vi er formentlig døde før det sker. Vores uddannelser skal have kvaliteten sænket så vi kommer til at ligne Inderne, som godt nok kaster mange ingeniører ud, men når man på BBC’s hjemmeside kan se at de siger OK for snyd og man også kan læse at man hos CSC hentede Indere ind for at passe vores IT-systemer blot for at konstatere at de smadrede sikkerheden nok til at vores kørekortregister så blev hacket, så tænker jeg hvorfor! Hvorfor skal vores børn uddannes ringere?
Alt falder sammen om ørerne på os. På gaderne bombes der som om vi var Sverige med deres klaner af bander, der slås om narkomarkedet. Vi kan dårligt komme frem på vejene. I Jylland er alt gået i stå fordi at regeringen også håndhæver fartgrænserne derovre. Vi indførte dem i sin tid her på Sjælland for at øen skulle synes at være større end den er, hvis vi var lang tid om at komme frem, men definitionerne for vanvidsbilisme er nu sat så lav at jeg for min sag har besluttet slet ikke at yde noget ekstraordinært på mit arbejde selvom Anders Fogh i sin tid sagde at det var der brug for. Hvis jeg ikke kan nyde fart på basis af hårdt arbejde, så hvorfor lave det hårde arbejde? Så er det bedre at være “quiet quitter” og blive væk fra fredagsbaren så jeg til sidst ikke kender nogen i firmaet og på den måde kan gemme mig under gulvtæppet indtil jeg falder om og bliver udfriet fra dette livs lidelser.
Indlægget blev lidt langt. Jeg måtte bare af med noget. 2023 er ikke sjovt. Vi kom aldrig ud af pandemien rent psykisk og nu brænder det hele sammen takket være den nye regering. Måske overlever jeg til 2024. Jeg ved det slet ikke på nuværende tidspunkt.
Jens Sørensens blog - tanker fra et eksil 